Pages

mandag den 5. april 2021

Bankernes død

Forleden fik jeg en besked fra min bank. Den sagde, at den havde sat beløbsgrænsen ned fra 250.000 kr. til 100.000 kr. for negativ rente. Eller sagt med andre ord: Hvis jeg har over 100.000 kr. stående på min konto, så skal jeg nu betale banken penge for, at de opbevarer disse digitale penge, der i bund og grund består af data i en computer. Det fik mig til at tænke ”Hvorfor har vi egentligt banker?” 
 
Traditionelt set har vi banker af tre årsager: 
1. Vi havde brug for et sikkert sted at opbevare fysiske penge, så de ikke blev stjålet fra os. Vi har alle en lønkonto, der skal sikre, at det er de rigtige, der får pengene, og at staten kan holde øje med om vi snyder i skat. 
2. Vi havde brug for at kunne låne penge i forbindelse med store udgifter som køb af bolig, bil og så videre. Bankerne (og staten) tager sig dog godt betalt for disse lån i form af renter og gebyrer. 
3. Vi havde brug for økonomisk rådgivning i forbindelse med enten at investere, hvis vi havde mange penge, eller spare, hvis vi havde få penge. Men hvordan ser vores forhold til bankerne ud i dag?
 
1. I dag er penge primært digitale, og fremstår som et tal på en skærm, der muliggør, at vi kan bruge vores plastikkort til indkøb. Bankerne står for at drive denne infrastruktur – både at de driver IT systemerne og det er også dem, der producerer pengene.  
2. Det er blevet latterligt billigt at låne penge, fordi renterne er så lave, men det er primært dem, der har penge i forvejen, der kan låne dem, mens vi andre gennemsnitsindkomster har en forkert risikoprofil i bankernes risikostyringsalgoritmer. Der skal jo være råd til bonusser og høje lønninger for de finansielle ansatte. 
3. Den økonomiske rådgivning er mest baseret på, hvor bankerne enten kan tjene mest på os eller kan minimere deres egen risiko. Finansbranchen er virkelig dygtig til at fordele profit og risiko, så de tager det første og du (eller staten) tager det andet. 
 
Så kunne man forestille sig et andet system? Hvor vores penge blev opbevaret et andet sted, produceret og udlånt af nogle andre og at den økonomiske rådgivning blev foretaget af nogle, der havde vores interesser for øje. 
 
Det korte svar er: ja, det kunne man godt forestille sig. Det lange svar ville være: Ja, staten kunne lave en statsbank, man kunne trække sine penge ud af bankerne – enten fysisk og opbevare dem i madrassen eller i aktier, man kan låne penge og få rådgivning af andre. Fordi som bankerne opfører sig nu – og altid har opført sig– så er det måske på tide at udfordre deres monopol og minde dem om, at det ikke er en naturlov, at der findes banker, selvom parasitter er udbredt over hele verden. Fordi vi er efterhånden mindre afhængig af dem end de er af os. 

mandag den 30. november 2020

Fuck 2020 og alt det andet

2020 er det ultimative fuck det her året (indtil videre). Så her er listen over alt det andet: 

1. Fuck dem som du stolede på og som svigtede dig, da du havde brug for dem. Fordi det lærte dig, at du godt kan klare dig selv. 

2. Fuck alle fejltagelserne og fortrydelser, fordi de skal ikke længere have lov til at definere dig. 

3. Fuck alle idealerne, der fik dig til at føle dig forkert og mindre værd - fordi nu er det tid til at nyde at være dig. 

4. Fuck problemerne, fordi de vil altid være der og du kan alligevel ikke løse dem alle. 

5. Fuck søgen efter det rigtige, fordi der er mange rigtige måder at leve på - og mange rigtige svar - ikke kun et. 

6. Fuck overtænkning, fordi det forhindrer dig i at handle og opleve noget, som din hjerne ikke kunne forestille sig. 

7. Fuck at overskride dine egne grænser for at være en, som du tror, at andre vil have dig til at være. 

8. Fuck ensomhed, fordi du er et dejligt menneske og dem, der ikke vil connecte med dig, fortjener dig ikke - find andre, der er din opmærksomhed værdig.

9. Fuck frygten, der får dig til at begrænse dig selv og som forhindrer dig i at gøre det, du vil. 

10. Fuck at sige ja, når du mener nej. Andre og du selv har behov for at blive afvist, så vi lærer, at vi stadig er elsket og værdifulde, selvom vi bliver afvist. 

11. Fuck at du er stille, når du burde sige noget. Se nummer 1-10

Du har sikkert tilføjelser - bare kom med dem. 

fredag den 17. april 2015

#jegharoplevet en fejlslutning

På Twitter er der i disse dage en debat med hashtagget #jegharoplevet Kort fortalt er det historier, hvor personer har oplevet at få overskredet deres grænser eller har oplevet overgreb fra andre – typisk personer fra det andet køn.

Hashtagget blev startet af Dansk Kvindesamfund, hvilket gør at historierne har en kønsvinkel – eller måske nærmere en kønskamp, hvor mænd begår overgreb på kvinder. Der er nogle få oplevelser med kvinder vs. kvinder, mænd vs. mænd og seksuelle orienteringer vs. andre seksuelle orienteringer, men det er fåtallet. 

Så det er nærliggende at konkludere at mænd er nogle svin. Men er det den rigtige konklusion?

Der er nok i højere grad tale om et argument, hvor man på baggrund af undtagelserne (overgreb) tilskriver et objektivt karakteristika (mænd) bestemte egenskaber (svin) og konkluderer at disse egenskaber er knyttet til det objektive karakteristika.

På engelsk kaldes denne fejlslutning for cherry-picking, fordi man selv udvælger bestemte eksempler, men ignorerer alle de andre, der modsiger disse eksempler.

Der er utallige eksempler på denne fejlslutning. Det kunne være at arbejdsløse er dovne, de der stemmer Dansk Folkeparti er racister, politikere er utroværdige og folk med rødt hår er mere hidsige end andre.

Grunden til at jeg skriver dette, er for at gøre opmærksom på at denne fejlslutning forhindrer os i tale om andre løsninger end at straffe eller undgå de personer, der er så uheldige at have de objektive karakteristika.

Det medfører så at vi aldrig kan modbevise fejlslutningen, hvis ikke vi oplever folk med rødt hår, der har samme temperament som andre, en troværdig politiker eller en arbejdsløs, der knokler.

I tilfældet med #jegharoplevet er der flere, der påpeger at ikke alle mænd er ens. Hvis det var tilfældet, ville kvinder jo opleve overgreb fra alle mænd, hvilket heldigvis ikke er tilfældet.

Så fejlslutningen medfører en falsk konflikt mellem kønnene, hvilket ikke løser problemet med at nogle mennesker begår verbale og fysiske overgreb på andre.  Den falske konflikt består i en skelnen mellem mænd og kvinder. Vi oplever disse falske konflikter hver dag, der bunder i samme fejlslutning og de forhindrer at vi kan få et realistisk syn på problemet og dermed også finde en realistisk løsning.


Fordi hvis vi virkelig tror på at alle med et bestemt objektivt karakteristika også har bestemte egenskaber, så giver det os en ret til at behandle alle med disse karakteristika som om de har de bestemte egenskaber. 
  
Hvis vi derimod anser mennesker for at være forskellige, og at vi ikke kan generalisere ud fra bestemte objektive karakteristika, så bliver verden mere kompleks. Til gengæld bliver det muligt at finde frem til den virkelige årsag til at nogle personer begår verbale og fysiske overgreb, og derved også finde en løsning på problemet. Og det synes jeg at vi skylder både mænd og kvinder.

tirsdag den 16. december 2014

Hvorfor finder vi os i det?

Hver dag oplever jeg ting, der er urimelige. Jeg nævner i flæng: beskæftigelsespolitik, flygtningepolitik, skolereform, offentlige IT systemer, politikers opførsel, krav fra staten og krav fra arbejdsgiveren.

Konkret går det ud over mig selv, mine børn og andre mennesker – enten nogen jeg kender eller nogen, der lige så godt kunne have været mig, hvis jeg var født et andet sted eller været i en anden situation.

Det interessante er ikke, hvorfor der er en så urimelig behandling af borgere, vælgere, arbejdsløse, flygtninge, børn, syge, stressramte eller handikappede. Det interessante er, hvorfor vi finder os i det?

Det går jo ud over os alle sammen, når rettighederne forsvinder, mens kravene stiger. Måske er det ikke mig i dag, men det kan blive mig i morgen, der bliver ramt af arbejdsløshed, stress, sygdom eller blot endnu et hjernedødt krav fra staten, kommunen eller arbejdsgiveren.

Så hvorfor finder vi os i det? Jeg har tænkt en del over det.

En forklaring kunne være at vi er bange. Hvilke konsekvenser vil det have, hvis jeg gør oprør mod alle de urimeligheder, jeg oplever? Eller jeg skal ikke risikere noget ved at forsvare andre…

En anden forklaring er at vi har glemt, hvordan vi organiserer os, så vi kan udnytte vores kollektive styrke. Det er ikke på mode at tale om solidaritet, så i stedet taler vi om mig, mig og mig. De organisationer, der skulle tale på andres vegne er svækket, og ved ikke, hvad de skal gøre.

En tredje forklaring er at vi håber at vi ved hjælp af vores ord kan få andre til at handle. Vi og jeg skriver på Twitter og opfordringer til handling, men forbliver selv passive bag en skærm. Men ord er ikke nok. Desværre. 

Så jeg har givet mig selv nogle udfordringer:

1. Jeg vil bryde en regel, som jeg synes er urimelig. Mindst en gang om dagen.

2. Jeg vil sige fra, når en person eller et system stiller urimelige krav. Mindst hver anden gang.

3. Jeg vil opfordre andre til at gøre det samme. Hver gang jeg får muligheden.

Og så vil jeg læse Gene Sharps bog om ikkevoldelig modstand. Han beskriver 198 metoder. Du kan se en oversigt over dem her http://www.aforcemorepowerful.org/resources/nonviolent/methods.php

På den måde håber jeg på at blive mere modig, vise mere solidaritet og arbejde sammen med andre om at forbedre det samfund som vi er en del af.


Fordi hvis ikke jeg starter med at sige fra, hvem gør så?

lørdag den 4. januar 2014

Derfor hader jeg navnene på offentlige myndigheder


Siden Orwell skrev 1984, har det været en offentlig kendt hemmelighed at navnene på offentlige myndigheder og deres ydelser bliver navngivet ud fra, hvad det ikke er. Orwell kaldte dette for nysprog. 

Ideen bag nysprog er at ord definerer virkeligheden, så hvis vi vil skjule, hvad en offentlig myndighed virkelig laver, så skal vi kalde den det modsatte af, hvad den er. At et ministerium, der beskæftiger sig med tortur og overvågning, blev kaldt for Kærlighedsministeriet i Orwell bog, er kun et ud af mange eksempler.

Orwell viste at nysprog virker pacificerende på oprør mod staten, fordi hvordan gør man oprør mod organisationer, der har navne som Beskæftigelsesministeriet, Justitsministeriet og Folketinget? Organisationerne har jo navne, der signaler at de vil os det bedste. Virkeligheden er dog desværre at Beskæftigelsesministeriets område ikke beskæftigelse, men handler om at stresse arbejdsløse. Justitsministeriet går foran med lovbrud og uretfærdigheder og Folketinget består af alt andet end af folket.

Dette er den egentlig årsag til at kommunikationstyper forsat anvender nysprog. Fordi det gør os usikre på, hvad virkeligheden er. Vi er vant til at ord afspejler virkeligheden. Hvis vi drikker mælk, forventer vi ikke at smage eddike, eller hvis vi spiser kage, forventer vi at smage noget sødt.

Det omvendte gør sig dog gældende for ordene på offentlige myndigheder og deres ydelser. Så når vi ringer til akuttelefonen, oplever vi ventetid, NemId gør det vanskeligt at logge ind, og hvis vi fik den samme service i en butik som hos Udlændingeservice, ville vi aldrig sætte vores fødder der igen.

Derfor hader jeg navnene på offentlige myndigheder. Ikke alene gør de vold på ord og virkelighed, men de pacificerer os ved at gøre os usikre på hvad meningen med myndighederne egentlig er – fordi ordene signalerer gode ting, mens vores erfaringer siger noget andet.

torsdag den 19. december 2013

Folketinget skifter navn


Efter at have heddet Folketinget i mange år, har Folketinget besluttet at det er på tide at skifte navn.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, forklarer baggrunden for beslutningen: ”Ja, det startede jo i forbindelse med finanskrisen, hvor vi blev kritiseret for ikke at repræsentere folket. Vi blev kaldt virkelighedsfjerne og de riges lakajer. Så vi kontaktede en ekspert i branding, der sagde at det ikke var noget problem, så længe at vi blot afvise kritikken, så det gjorde vi. Men nu synes vi ikke at den går længere. Jeg mener - se blot Mette Frederiksen, der roser en aftale, der ødelægger hverdagen for store dele af befolkningen. Det samme gør sig gældende for den tidligere justitsminister, Morten Bødskov, uddannelsesministeren, Morten Østergaard og finansministeren, Bjarne Corydon, der alle har vist at vores loyalitet ikke er rettet mod folket."

"Så nu har jeg sagt stop. Vi kan jo ikke blive ved med at lyve, og hvis vi som en særlig elite ikke skal miste befolkningens opbakning, bliver vi nødt til at se sandheden i øjnene – at vi hverken repræsenterer folket eller dets interesser. Sagt mellem os, giver det også en hvis form for selvlede at udgive sig for noget som vi ikke. Så jeg er glad for at mine kollegaer var enige med mig, da jeg foreslog et navneskift. Vi har endnu ikke besluttet, hvad vores nye navn skal være. Det skal jo helst bevare det positive signal, men samtidig også vise, hvem vi virkelig er. Så navne som Banktinget, Den Politiske Elite og De Overprivilegerede er jo udelukket på forhånd. Det kræver selvfølgelig en del branding, men vi har jo i forvejen en masse af den slags eksperter ansat. Pressen har heldigvis også lært at vi ikke giver dem historier, hvis de er for kritiske overfor os, så jeg tror nu nok at det skal lykkes.”

Folketinget oplyser at navneskiftet først træder i kraft efter næste valg, da de ellers er nervøse for, hvilken indflydelse det vil have på valgresultatet. De oplyser også at næste skridt vil være navneskift for ministerierne og offentlige myndigheder, for som Lykketoft siger ”Lad os være ærlige – de fleste navne på offentlige myndigheder er stærkt misvisende.”

Forbrugerrådet bifalder Folketingets beslutning, fordi ”…det er på tide at de politiske forbrugere ikke længere vildledes af falsk markedsføring.”

mandag den 18. november 2013

Valgmuligheder til et valg


I morgen er der kommunal- og regionsvalg. Mange tænker på, hvad de skal stemme, mens andre tænker at det er ligegyldigt.  Personligt har jeg tænkt meget over min egen tilgang til politiske valg og er kommet frem til at jeg har fire valgmuligheder.

1.    Jeg kan tilvælge et politisk parti eller en kandidat.
Det er her at jeg stemmer på et parti eller en kandidat, fordi jeg mener at det eller den er den bedste. Det er det som politikertyper og min svoger gør, når han altid køber det samme produkt, fordi det bare er det bedste. De kunne aldrig drømme om at stemme på andet end ”deres parti” eller ”deres kandidat”. Det er dog umuligt for mig at finde et parti eller en kandidat, som jeg er helt enig med, og det leder mig til valgmulighed nr. 2

2.    Jeg kan fravælge nogle parter og kandidater
Det er her at jeg stemmer på et parti for at straffe nogle andre. Denne valgmulighed er der forbavsende mange i min omgangskreds, der vælger, når de siger at de stemmer. De stemmer Enhedslisten, fordi SF og S skal straffes. Eller de stemmer Liberal Alliance, fordi de er skuffet over Venstre.

3.    Jeg kan stemme blankt
Det er her at jeg tropper op i valgboksen og giver min utilfredshed luft ved at lade være at sætte et kryds. Dermed viser jeg at ingen af partierne eller kandidaterne er værdige. Eller det vil sige at ingen bemærker det, fordi min blanke stemme tæller med i den samlede valgprocent, og rykker ikke ved fordelingen af stemmer mellem partierne.

4.    Jeg kan være ikke-vælger
Denne tanke er forholdsvis ny, fordi mennesker, der ikke stemmer i lang tid er blevet udråbt til at være sofavælgere. Du ved, lade nederen typer, der går mere op i, hvad der er i chipsposen og i fjernsynet end, hvad der foregår i deres børns skole og i samfundet.

Man kan dog godt være politisk aktiv ved at være politisk inaktiv. Du spiller jo heller ikke et spil, som du synes er åndssvagt, så hvorfor give legitimitet til et system, som man synes ikke fungerer? At undlade at stemme bliver en legitim politisk handling for at henlede opmærksomheden på, modsat den blanke stemme, at det ikke er partierne eller kandidaterne, men systemet, som man er utilfreds med.

Under alle omstændigheder, så har vi flere valgmuligheder end der umiddelbart lægges op til. Du har jo til i morgen at overveje, hvilken mulighed du vil benytte dig af.  Om du vil udtrykke din støtte til et parti, kritik af andre partier eller en kritik af hele partisystemet, er nemlig dit valg.