Pages

fredag den 21. september 2012

Om den politiske swingerklub og utro partier


Når partier mister vælgertilslutning, kalder kommentatorer os, vælgerne, for utro. Men hvem er det egentlig der har knaldet udenom? Jeg vil påstå, at det er politikerne.

De har selvfølgelig gode undskyldninger. Politik kaldes jo det muliges kunst, så på den måde adskiller det sig ikke så meget fra et parforhold. Der skal forhandles, råbes, kastes med ting og indgås kompromiser. Og hvis det ikke går, så er det muligt at gå fra hinanden.  

Til gengæld adskiller kontrakten sig  mellem partnerne. Den skal fornys hver fjerde år, hvilket ville være fantastisk, hvis det samme var tilfældet i et forhold. 

Vi, vælgere, kan kun stemme på et parti ad gangen, mens et parti kan vælge at samarbejde med mange andre. På den måde virker forholdet mere til at reducere vælgeren til et medlem af partiets harem. Og den slags er, som vi alle ved, fortid.

Men lad os kigge på kontrakten. Modsat et længere forløb i et ægteskab, hvor man både skal give blomster, nikke på de rigtige tidspunkter og møde svigerfamilien, så er politik lidt enklere.

Det virker mere som en kontaktannonce, hvor man på baggrund af nogle løfter, vælger ens partner. Jo flere partnere man har haft, jo mere skeptisk bliver man, fordi et menneske kan ikke reduceres til en simpel beskrivelse, som et partis politik, ikke kan reduceres til en håndfuld medieegnede valgløfter.

Så det er ikke vælgerne der afgiver løfterne. Det er partierne. De står i en gruppe, og prøver at overdøve hinanden, i håb om at være den der kan komme i bukserne på os. De skyer ingen midler, og feterer os, taler til vores drømme og frygt, i håb om at vi vil vælge dem som den eneste ene. Når de så har scoret os, føler de sig ikke forpligtet til at vedligeholde forholdet, fordi de har jo et harem, der skal passes. 

Hvis vi kigger på partierne, så er der ingen af dem der har været tro særlig længe. 

Liberalisterne har svigtet deres egne idealer om frihed og borgerrettigheder, og reduceret liberalisme til et spørgsmål om markedsmekanismer. Skam jer!

Socialisterne er ikke bedre. De er utro mod deres egen ideologi, og privatiserer såvel ansvar som pligter til det enkelte individ. Skam jer!

Men kære partier. I fortjener hinanden i jeres konstante partnerbytte og knalden på tværs af partiskel og ideologier. Men som den romantiker jeg er, vil jeg ikke være en del af jeres swingerklub.

Så, kære journalister. Det er ikke mig der er utro, når hende jeg valgte, knalder udenom. Og i det tilfælde, vil jeg nok nærmere kalder det en sund reaktion at forlade hende, der ikke overholdte sin del af aftalen.

lørdag den 15. september 2012

Hvordan inddeler du verden?

Der er opstået et spørgsmål i mit hoved. Den slags sker dagligt, men det her spørgsmål vil ikke gå væk, som de andre så ofte gør.

Spørgsmålet er ret simpelt, og lyder: ”Hvordan vil det være, hvis jeg ikke længere inddeler verden i kriterierne, dét jeg har lyst til og dét jeg ikke har lyst til, men i nogle andre kriterier?

Det er ikke en original tanke, men den var ny for mig. Jeg er selv det man kan betegne som en halvhjertet kynisk hedonist. Jeg stræber efter at opnå nydelse, og forsøger at undgå alt andet, selvom det alt for ofte ikke lykkes. Og det gør mig frustreret. Så jeg har omfavnet kynismen for at undgå at brænde sammen.

Lad mig dele min tanke. Jeg har åbenbart to kasser som jeg lægger alting op i. Den ene er reserveret dét, der er forbundet med nydelse og den anden tager sig af dét, der er forbundet med smerte. Det gælder fortiden med dens minder og erfaringer, ligesom det også gælder nutidens krav og fremtidens ønsker. Det lyder egentlig meget hulemandsagtigt, men hvad sker der, hvis jeg sætter nogle andre navne på kasserne.
Det kunne for eksempel være
  • Udfordrende og kedeligt
  • Lærerigt og rutine
  • Glæde mig selv og glæde andre 
  • Godt på kort sigt og dårligt på lang sigt eller omvendt
Det komplicerer selvfølgelig mit syn på verden, når jeg nu skal beslutte mig for om der er noget jeg har lyst til at gøre eller om det er lærerigt. Til gengæld har jeg fået muligheden for at få et mere nuanceret syn på mine muligheder, og det er tilfredsstillende. Eller lærerigt. Eller godt på lang sigt. Eller blot noget jeg har lyst til. 

Prøv selv. 



fredag den 7. september 2012

At være kærestekedelig


De fleste kender nok udtrykket at være kærestekedelig. Det bruges af venner, når en person får sig en kæreste, og kun ønsker at være sammen med denne person, og ikke længere tilbringer tid sammen med vennerne.

Udtrykket kan dog også bruges på en anden måde. Når man har været kærester i længere tid, eller måske endda gift i mange år sker der en forandring i, hvordan man tænker om den anden. Det er blevet hverdag, og det som man før anså for at være specielt er nu blevet almindeligt. Man tager hinanden for givet. Det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, men kommer ligeså stille snigende.

Snakken om drømmene, følelserne og tankerne afløses af udvekslinger om, hvem der køber ind, henter børn og om man skal sige ja eller nej til den indbydelse på lørdag.  Når man siger farvel er det ikke længere med kys og kram der varer 5 min. Det går fra at være et ”jeg elsker dig, og savner dig allerede” over til at blive et hurtigt kys, så et hej og endelig et ”Hej, hej, vi ses” råbt i døren til den anden der befinder sig i et andet rum.

Fritiden bruges heller ikke til at dyrke hinanden. Man ligger ikke i timevis og kysser, mens man spørger ind til hinandens oplevelser og interesser. I stedet spørger man: ”Har du haft en god dag, mens ens tanker er beskæftiget med, hvad man hellere ville gøre, i stedet for at lytte til svaret.  Man prøver ikke længere at imponere den anden ved at gøre eller sige noget som man er sikker på vil gøre indtryk. Man er blevet en kedelig kæreste, eller med andre ord: man er kærestekedelig.

tirsdag den 4. september 2012

Hvorfor ikke være anonym?


Inspireret af en diskussion om anonymitet på sociale netværk, hvor andre, ligesom jeg, der har en anonym profil, bliver spurgt om, hvorfor er du anonym?, vil jeg gerne fortælle om mine overvejelser om anonymitet, tillid og troværdighed.

Med en anonym profil bliver man sat i en position, hvor man skal forsvare, hvorfor man ikke har sit fulde navn og et vellignende foto af sit ansigt på sin profil. Hvis vi ser bort fra, at anonymitet ødelægger sociale netværks forretningsmodel, hviler kritikken af anonyme profiler på tre antagelser.

  • Den første er, at det lettere at skabe tillid, hvis man ved, hvem hinanden er.
  • Den anden er, at  man er mere troværdighed, hvis man ikke er anonym.
  • Den tredje er, at hvis man ikke har noget at skjule, behøver man ikke at være anonym.

Jeg forstår ikke den første antagelse. Man kender jo ikke hinanden, blot fordi man kender hinandens navne og ansigter. Tværtimod kan det skabe nogle andre motiver for at tale sammen end at man deler interesser for samme emner. Tænk på billedet af den attraktive kvinde, hvor mænd vil i kontakt med hende på grund af, at de finder hende fysisk attraktiv. Tænk på navnet, der giver dig mulighed for at google personen, og dermed danne dit eget indtryk af personen uden at tale sammen.   

At kende en persons navn og udseende er ikke ensbetydende med, at man ved hvem personen er. Men det har psykologer og filosoffer beskæftiget sig mere med end jeg har. Koreanerne har et ordsprog der lyder, at man ikke kender sin næste, før man har set ham fuld. Det er netop her, at forsvarsmekanismerne svækkes, og man ser, hvad en person indeholder.  
 
Den anden antagelse mener jeg heller ikke er rigtig. Den bygger på en ide om, at man er troværdig, hvis man kan stilles til regnskab for ens udsagn og handlinger, og det kan man jo, hvis man kender den andens identitet. Eller sagt med andre ord: Hvis jeg ved, hvor du bor, vil du være mere ærlig overfor mig. 

Kald mig kynisk, men mit synspunkt er tværtimod.  Folk lyver fordi de ønsker at fremstå bedre end de egentlig er, eller at de ønsker at leve op til, hvad de tror er socialt acceptabelt. Man kan sanktionere folk der ikke er anonyme, og derfor iscenesætter de sig selv for at udøve indtrykskontrol. 

Det er derfor, at det er anonyme profiler der er de mest hadske i debatter, fordi de ikke har et behov for at gemme eller moderere, hvad de virkelig mener om bestemte emner og personer. Så hvis du vil vide, hvad er person virkelig indeholder, så lad personen udtale sig anonymt. Det ved journalister, læger, advokater og psykologer, og det er derfor, at de beskytter deres kilder og klienter.

Den tredje antagelse bygger på, at alt skal være offentligt tilgængeligt, og at man mistænkeliggøre det private. Vi er nogle der mener, at vi selv ejer rettighederne til informationer om os selv, og at vi selv skal afgøre, hvad vi vil dele med andre. Alle har noget at skjule, og man skal selv kunne bestemme, hvad man vil dele med hvem og hvornår.

Så ud fra mottoet, at det bedste forsvar er et angreb, vil jeg tillade mig at spørge: hvorfor skal man have profil som ikke er anonym? Der er jo en række ulemper ved at synliggøre sit navn og sit ansigt.

  1. Andre googler dig, og får derved indtrykket af de kender dig uden at have talt med dig
  2. Du udøver selvcensur i, hvad du skriver
  3. Hvis du er fysisk attraktiv tiltrækker du bestemte typer
  4. Nettet glemmer ikke, og det som du skrev for 2 år siden, mener du måske ikke længere, men dem der googler dig, kan tro, at du stadig mener det.
  5. Du har mange roller, dimensioner og dybder, men vælger at vise dem til forskellige mennesker i forskellige sammenhænge. Hvorfor skal andre vide alt om dig?

Selv sætter jeg pris på at opdage et andet menneske eller emne igennem samtalen uden at være farvet af baggrundsinformation om personens alder, livssituation, fortid, uddannelse osv. og gøre mig fortjent til den tillid det kræver, for at lære andre at kende.