Der er en uskik i politik, der
handler om, at latterliggøre modstanderen ved at få ham til at fremstå som
forkælet og urimelig. Lad os kalde det for den fleksible målestok.
Teknikken består i, at man
sammenligner modstanderen med noget, der får hans synspunkt til at fremstå som
værende latterligt. Politikere bruger teknikken i debatter og i forbindelse med
at skulle gøre befolkningen modtagelig overfor forringelser i udvalgte gruppers
forhold.
Et eksempel er forringelserne i
SU’en. Danske studerende sammenlignes med udvalgte lande, der netop er udvalgt
ud fra, at de skal få de danske studerende til at fremstå som værende
forkælede. Her var sammenligningen kun på et parameter, som i dette tilfælde
var beløbet på SU. Ved at sammenligne SUens størrelse med lande, hvor
studerende får mindre, fremstår danske studerende som privilegeret, og derfor
må man gerne skære, så de bliver ligesom de andre.
Man glemmer dog, at fortælle, at i
de lande man sammenlignede med, betaler studerende ikke skat af SUen, ligesom
man heller ikke sammenligner SUens købekraft i forhold til mad og ikke mindst
boligudgifter.
Logikken i teknikken er, at så
længe nogle har det dårligere end en selv, kan man ikke tillade sig at brokke
sig. Der er ingen andre kriterier end sammenligningens evne til pacificere
modstanderne ved at få dem til at fremstå som forkælede. Derfor ændres
sammenligningspunktet konstant.
Danske studerende anses for at være
en homogen gruppe og man kan så sammenligne den med studerende fra Sverige,
Norge, England, USA eller andre lande, så længe at det får danske studerende
til at fremstå som forkælede.
Men, hvorfor skal sammenligningen
være med dem, der har det dårligere end en selv? Hvorfor ikke sammenligne med
dem, der har bedre vilkår? Hvor er rimeligheden i, at man skal acceptere sin
situation, fordi andre har det dårligere? Det pacificerer jo blot og man
behøver ikke længere at gøre en indsats for at få det bedre.
Det er jo netop dette som
sammenligningens formål er. Det svarer til, at journalister ikke skal kritisere
lukketheden i den nye offentlighedslov, fordi der er andre lande, hvor
journalister bliver skudt. Eller politiet ikke skal kritisere færdselskulturen,
fordi den er værre i andre lande.
Til gengæld bruges den modsatte
form for målestok, når der skal argumenteres for forbedringer. Her sammenlignes
de danske forhold med andre lande, hvis forhold er bedre. Igen er det ud fra et
synspunkt om at retfærdiggøre sit eget synspunkt.
På den måde bliver virkeligheden relativ og det bliver vanskeligt at gøre indvendinger mod forringelser eller argumentere for forbedringer, når ens modstanders målestok konstant ændres.
Så jeg forbeholder mig retten til
at kritisere, brokke mig og være imod enhver forringelse af mine vilkår, selvom
der kan findes eksempler på folk, der har det værre end mig selv. Fordi min
målestok forbliver den samme, og den sammenligner mig med toppen og ikke med
bunden.